0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Joachim Ladefoged/Ritzau Scanpix
Foto: Joachim Ladefoged/Ritzau Scanpix
Nyheder
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Velux og WWF erkender risikoen for manglende CO2-reduktioner i historisk skovprojekt – men arbejder med at minimere den

Der er en reel risiko for, at Velux’ store skovbevaringsprojekt ikke vil kunne levere de CO2-reduktioner, virksomheden har meldt ud, lyder det fra professor Jens Friis Lund. Virksomheden selv og WWF anerkender risiko, men er overbevist om, at de med grundigt lokalt arbejde nok skal nå målene.

Nyheder
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Det blev modtaget med stor begejstring og rosende ord, da Velux for nylig præsenterede deres storstilede plan for at neutralisere alle virksomhedens historiske udledninger af CO2 siden grundlæggelsen i 1941.

I samarbejde med WWF Verdensnaturfonden vil vinduegiganten Velux finansiere opførsel og bevaring af skov i en sådan grad, at der i 2041 på virksomhedens 100 års fødselsdag vil være udlignet mere end de 4,5 millioner ton CO2, Velux har udledt gennem tiden. De første to projekter er under udarbejdelse i Uganda og Myanmar.

Men i Klimamonitor fredag fortæller Jens Friis Lund, professor ved Københavns Universitet med speciale i negative emissionsteknologier, skov- og landskabsforvaltning, om en række kritiske problemstillinger ved det store klimakompensationsprojekt.

Grundlæggende er det positivt, at en stor virksomhed som Velux tager ejerskab over egne udledninger og viser handlekraft ved at finansiere og igangsætte store reduktionsprojekter. Det vil ganske givet også medføre gode ting, når det kommer til biodiversitet og natur, skriver Jens Friis Lund i et debatindlæg.

Men når det kommer til reelle reduktioner af drivhusgasudledninger, er det langt fra sikkert, at Velux og WWF kan skabe de resultater, markedsføringen lover:

»Kigger vi isoleret på klimaeffekten af det enkelte skovbevarelsesprojekt, er det yderst tvivlsomt, om det vil have en dokumenterbar effekt på de globale udledninger af drivhusgasser,« skriver Jens Friis Lund i debatindlægget fredag.

Professoren følger sin kritik op med at påpege en række forhold, der sammen gør det svært at garantere den ønskede klimaeffekt. Dermed sår han tvivl om, hvorvidt Velux reelt set kan få reduceret den historiske mængde CO2, virksomheden ellers har meldt ud.

Det har Klimamonitor hørt de kritiserede parter om.

Her anerkender man risikoen for, at skovbevaringsprojekter ikke leverer de ønskede reduktioner. Men man føler sig samtidig dækket godt ind med lokale indsatser, incitamenter og buffere til at sikre, at målene bliver nået.

Det er Velux, der har igangsat og finansieret projektet. I partnerskabet står WWF Verdensnaturfonden for udarbejdelsen af klimatiltagene, og derfor henviser vinduesproducenten til WWF, når det kommer til spørgsmål om de rent skovtekniske problemstillinger.

En af Jens Friis Lunds afgørende indvendinger mod projektets forhåbninger om CO2-reduktioner er lækageeffekten ved skovbevarelse. I debatindlægget skriver han, at det i praksis er »noget nær umuligt at vide, om en skovbevarelsesindsats ét sted vil have en effekt på de globale udledninger af CO2 til atmosfæren.«

Han kommer med et eksempel, der henviser konkret til WWF’s projekt i Myanmar:

»Hvis vi forestiller os, at skovprojektet i Myanmar betyder, at et skovområde reddes fra at blive omlagt til palmeolieproduktion (som driver afskovning i området), så vil palmeolieproducenterne formentlig udse sig et andet skovareal eksempelvis i nabolandet Laos. I forhold til klimaeffekt er vi dermed nået lige langt,« skriver han og tilføjer:

»Studier har vist, at det i praksis er umuligt at sikre sig mod denne effekt i skovprojekter.«

Jacob Fjalland, miljøfaglig chef i WWF Verdensnaturfonden. Lækageeffekter er dokumenteret, og det er praktisk talt umuligt at sikre sig mod dette, skriver Jens Friis Lund. Hvordan vil i sikre jer mod det?

»Det gør vi ved at identificere projekter, hvor risikoen for lækage er lav. Inden for de projekter og designet af dem adresserer vi de lækagerisici, der er. Når det drejer sig om vores projekter i Uganda og Myanmar, er lækagerisicirene i det lokale. Det er ikke globale varekæder, der er involveret her som for eksempel produktion af palmeolie, som Jens Friis Lund bruger i sit eksempel. Risicierne ligger i stedet i den lokale befolknings udnyttelse af skovene, og der kan man sige, at der er en lækagerisiko i, at de går over til en nærliggende skov, vi ikke arbejder med, og laver afskovning der i stedet,« siger han og fortsætter:

»Derfor kigger vi på, hvilke behov, der er, for at de går ind i skoven, og hvordan vi kan hjælpe dem med at få opfyldt de behov gennem andre aktiviteter. I Uganda er den helt store driver træ til afbrænding og materialer, og der etablerer vi så små, lokale træplantager på folks egen jord og hjælper dem med at plante og bruge træ mere bæredygtigt lokalt, som også kan skabe jobs og en indtægt for de lokale landsbyer.«

Er det tilstrækkeligt til at sikre sig mod risikoen for lækageffekt?

»Det minimerer ihvertfald lækagerisikoen meget,« siger Jacob Fjalland.

Desuden, påpeger han, indgår det i de standarder, WWF bruger til karbonberegning og dokumentation, at der indlægges en buffer i beregningen af reduktionseffekten fra projektet, som reflekterer lækagerisikoen i det specifikke projekt. Jo højere lækagerisiko, jo større buffer.

Er skov et sikkert kulstoflager?

En anden helt central udfordring ved at forvente CO2-reduktioner som konsekvens af skovbevaringsprojekter er, at skov ikke er et sikkert kulstoflager. Skove kan nemlig blive konverteret til landbrug eller anden arealanvendelse uden for Velux kontrol, skriver Jens Friis Lund.

Derfor kan man ikke vide sig sikker på, at den rejste eller bevarede skov, der skal binde CO2 svarende til Velux udledninger, består.

»Myanmar og Uganda er suveræne stater, og deres regeringer kan vælge at blæse på Velux og WWF og lade skovene falde til fordel for landbrug, minedrift og lignende. Dertil har begge lande i årtier været præget af konflikt, hvilket ikke just er fordrende for langsigtet og sikker lagring af CO2 i skovområder,« skriver Jens Friis Lund i debatindlægget.

Jacob Fjalland, hvordan får i sikret jeres intentioner i fremtiden? I kan jo ikke bestemme, hvordan de lokale og staterne skal bruge skoven?

»Vi kan ikke bestemme noget som helst, vi kan ikke diktere noget, og vi kommer ikke til at opkøbe land. Men vi kan arbejde gennem lokale incitamenter. Vi kan hjælpe dem med at etablere en bæredygtig økonomi i de områder, der bygger på en sund skov og alle de værdier, en skov har for lokalsamfundet i stedet for at fælde den. Gennem skovlandbrug, som for eksempel kanel og kakao, der kan produceres på en måde, der lader skoven stå, og som har en fordel af at have skov omkring sig. Og så arbejder vi med de lokale myndigheder i forhold til deres socioøkonomiske planer og landindvendingsplaner i de her områder,« siger han.

Man er kommet med den her udmelding og markedsføring fra Velux om, at man vil reducere hele sin historiske udledning - men kan man garantere, at den tilsvarende mængde CO2 forbliver bundet?

»Vi arbejder i et område, hvor man ikke juridisk kan komme efter dem og sige, at de har brudt en aftale. Sådan er det ikke. Vi kommer ikke til at købe land op, hvor man juridisk i projekter ejer landet og kontrollerer det. Derfor bliver vi nødt til at arbejde med at minimere risici og skabe incitamenter for, at det ikke kommer til at ske.«

Så det er ikke muligt at garantere, at kulstof svarende til Velux udledninger forbliver bundet i skovene i projektet?

»Garanti. Hvad er en garanti? Det, vi gør, handler om risikominimering, og alle de her risici, Jens Friis Lund har listet op, er reelle risici. Det er vi enige i. Og angående tiltagene i alle de her projekter, også når vi taler om skoleprojekter og lignende i udviklingslande, så handler det ikke om garantier, men om minimering af risici og opbygning af bæredygtige strukturer, der kan sikre, at resultaterne varer ved,« siger han og tilføjer:

»I forhold til at skovene bliver stående, så laver vi en aftale med den lokale regering. En forudsætning for, at Velux ville finansiere projekterne, er, at der ligger en aftale med de relevante myndigheder om, at det her skovområde er designeret til det her projekt, så myndighederne er med inde over og har comitted sig til, at det her projekt foregår, og at de bakker op om målsætningerne.«

Et yderligere incitament til at myndighederne tager opgaven alvorligt er, at den CO2, der bliver bundet gennem disse projekter, vil indgå i landenes klimaplaner og dermed tælle op i deres arbejde med at nedbringe reduktioner af drivhusgasser, siger Jacob Fjalland.

Anerkender i, at det er svært at få en dokumenterbar reduktionseffekt af skovbevaringsprojekter, når I ikke kan styre udviklingen og brugen af skoven på sigt?

»Nej. Man kan altid stille spørgsmål om dokumentationen er god nok. Men vi dokumenterer effekten og bruger de standarder og metoder, der er anerkendt internationalt i FN-systemet. Det er jo metoder, man har arbejdet med i mange år, og som skal skabe incitament til at reducere afskovning. Noget af det allervigtigste, hvis vi skal nå klimamålene, er at reducere afskovning og sikre skovene. For lige nu kommer 20 procent af de samlede CO2-udledninger fra afskovning,« siger Jacob Fjalland.

Han tilføjer en henvendelse til afsenderen af kritikken:

»Så kan man altid kritisere metoder, og det er en professor som Jens Lund Friis’ arbejde at være kritisk og sidde i sit elfenbenstårn og kigge kritisk på tingene, og det sætter vi enormt stor pris på. Det er vigtigt, at der sidder nogen som ham og stiller spørgsmål. Men vi er også nødt til at finde en måde, der er praktisk mulig. Vi bruger metoder, der er anerkendt af alle. De er nok ikke perfekte, men det er de bedste, vi har, og vi følger dem og får det tredjepartsverificeret.«

Social slagside

Udover de klimamæssige problemstillinger ved skovbevaringsprojekter, påpeger Jens Friis Lund også en risiko for en mere social slagside.

Skovbevarelsesprojekter i lavindkomstlande som Uganda og Myanmar har tidligere ført til intern fordrivelse og tabte indtægtsmuligheder for »fattige og skovafhængige småbønder,« skriver Jens Friis Lund og peger specifikt på Uganda som et sted, sådanne negative effekter er dokumenteret i »rigt mål«.

Det kan ske, hvis skovbevaringsprojekter forhindrer de lokales normale udnyttelse af området.

Jacob Fjalland, hvordan arbejder i med at sikre, at det ikke bliver en slagside?

»Igen handler det om, at vi i de her projekter samarbejder med de lokale farmere, så der skabes incitamenter for dem. Vi laver grundige undersøgelser og involvering af lokalbefolkningen i forhold til projekterne, hvor de kan gøre indsigelser, og så de kan komme frem, hvis deres rettigheder med adgang til skoven bliver begrænset eller ikke ordentligt respekteret. Det er en vigtig del af projektdesignet, at det ikke sker.«

Er kompensation en hindring for handling?

Alle Jens Friis Lunds kritikpunkter leder frem til en samlet bekymring. At Velux med dette skovbevaringsprojekt kan hvile på laurbærrene og negligere omstillingen af den nuværende forretning, fordi virksomheden har kompenseret for sine tidligere udledninger og på den måde taget en stor CO2-skalp.

Det er der dog ingen grund til at være bekymret for, fortæller Velux bæredygtighedschef Ingrid Reumert. Velux har store og ambitiøse omstillingsplaner for deres virksomheds nuværende indretning.

»Det er en helt relevant problematik, han rejser, og det er og har været centrale overvejelser hos os,« starter Ingrid Reumert ud med at sige.

»Men for os hænger de to ting sammen. Det vil være utænkeligt for os kun at lave skovbevarelse, men ikke tage ansvar for den fremadrettede forretning. Det har aldrig været på tale. Så vi er startet omvendt med at se, hvad vi kan gøre fremadrettet og lægge os fast på det ambitiøse scenarie og mål om en 100 procent reduktion af CO2-udledninger i vores scope 1 og 2 i 2030 og en 50 procent reduktion i scope 3, der er vores værdikæde, hvilket er meget ambitiøst.«

Scope 1 er en virksomheds direkte udledninger fra eget arbejde og produktion. Scope 2 er indirekte udledninger fra dette - for eksempel udledninger som konsekvens af strømforbrug. Scope 3 er hele udledningen fra virksomhedens forsyningskæde, som underleverandører står for.

For Velux kommer 94 procent af udledningerne fra scope 3, hvor underleverandørernes produktion af varer og materiale til virksomheden er den store udfordring at få omstillet. Kun de sidste seks procent kommer direkte fra virksomhedens selv - fra scope 1 og 2.

Ingrid Reumert afviser kritikken fra Jens Friis Lund om, at skovbevaringsprojekterne skulle blokere for fremtidig klimahandling.

Samtidig anerkender hun problemstillingen om, at det kan være svært at garantere en reduktionseffekt fra skovbevaringsprojekter.

»Det er klart, at det kan være sådan, når man opererer i tredjeverdenslande og ikke opkøber land. Det, vi har gjort til at starte med, er at bruge en dygtig partner som WWF med en ekspertise og som har været i de her områder i årtier, så de har folk dernede on the ground. Og derudover er projekterne lagt op efter internationale standarder, så der er en certificering af projekterne. Vi modtager en rapportering om, hvordan det går løbende,« siger Ingrid Reumert.

Jens Friis Lunds kritik går på det helt centrale spørgsmål – vil der blive reduceret så meget CO2, som Velux selv har udledt – og som de har markedsført?

Netop på grund af de omtalte risici har Velux valgt at lægge en buffer ind i regnskabet, så de opstillede projekter i bedste fald leverer en større reduktion, end virksomheden har udledt.

»Vi har lagt en buffer ind på 25 procent, fordi der kan være forskellige udfordringer. Måske vokser træerne ikke så hurtigt, måske optager de ikke, hvad de skal, eller der kan ske skovbrande. Så fra starten har vi lagt 25 procent ekstra ind. Og så må vi løbende tage stilling til det. Hvis det viser sig, at skovene ikke optager den CO2, som de skal, vil vi korrigere det, så vi opfylder de mål, vi har været ude og kommunikere om.«

Du kan læse Jens Friis Lunds debatindlæg via nedenstående link:

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Annonce

  1. Energistyrelsen søger specialist til tilskudsforvaltning. #Sikkerhedsforvaltning #Tilskud

    Energistyrelsen

    Læs Mere
  2. Udviklingskonsulent til HR og Udvikling

    Energistyrelsen

    Læs Mere
  3. Vil du være en del af Energistyrelsens stærke hold til analyser af fremtidens energi- og klimaløsninger på vej mod klimaneutralitet?

    Energistyrelsen

    Læs Mere
  4. Økonom til arbejdet med energiøer

    Energistyrelsen

    Læs Mere

Forsiden

Artiklen er låst – Sådan kommer du videre:
Du er her
Vil du have adgang?
NEJ
JA
Vil du tillade dataindsamling?
NEJ
JA
Køb abonnement

Som abonnent kan du tilpasse hvilken data, der indsamles.

Du kan altid trække dit samtykke tilbage.

Log ind

Læs videre på to måder:

Bliv abonnent
eller

God journalistik er ikke gratis. For at kunne læse denne artikel skal du tillade at dine data bruges til statistik og marketing.

Du kan altid trække dit samtykke tilbage.