0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Nyheder
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Vindmøllesafari, klima-rundbold og dyb grøn søvn: 20 fristelser til klima- og miljøvenlige oplevelser i Danmark

Er du på vej ud i det danske sommerland og vil du gerne forkæle dig selv eller familien med steder, oplevelser og overnatninger, der emmer af grøn omstilling, så er denne guide noget for dig.

Nyheder
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Hoteller designet efter green by-default.

Skelsættende markeringer efter klimaforandringernes rasen.

Smugkig i testlaboratoriet for bedre vedvarende energikilder.

Hungrer du efter at nyde sådanne oplevelser og steder, men aner du ikke, hvor du i så fald skal valfarte hen? Politiken Miljø & Klima viser dig på vej.

Her er en guide til 20 destinationer, der hver især fortæller noget om grøn omstilling.

Klimaforandringer og naturkatastrofer

Godt så! Lad os komme afsted. Første stop går til roden af problemet; klimaforandringernes påvirkning i fortid og i højere grad i nutid på grund af de menneskeskabte forværringer.

1.Ribe og stormflodssøjlen

På Skibbroen i Ribe finder vi en stormflodssøjle. Den viser, hvor højt havvandet på nogle tidspunkter har stået i Ribes gader.

Den øverste ring på stormflodssøjlen viser, at vandet stod godt 6 meter over normal vandstand i 1634 under ’Den Anden Store Menneskedrukning’. Dengang druknede mindst 8000 mennesker og mange tusinde husdyr

»Man kan nemt se, hvordan omkostningerne har været for alle i nærheden,« siger Lars Ramme Nielsen, chef for turisme og oplevelsesøkonomi hos Dansk Erhverv.

»Men det kan også give os pædagogisk skræk i livet. Dels for at vide, at vi kan tilpasse os, dels at vi ikke bør forstærke effekten af klimaforandringerne.«

2. Byen som måske er væk om 100 år

Thyborøn er givetvis Danmarks mest klimaudsatte by. Sådan skrev Jyllands-Posten sidste sommer med rammende formuleringer, og der er desværre noget om snakken.

Thyborøn er langt mere udsat end Maldiverne, som ofte stjæler opmærksomheden som et klimaudsat sted med brug for hjælp til at overleve. Thyborøn oplever faktisk en dobbelt så stor stigning i vandstanden i havet som Maldiverne.

Samtidig synker jorden under byen fire gange så hurtigt, som havet stiger ved Maldiverne. Om 100 år risikerer Thyborøn at være en del af havet. Afsted og oplev den charmerende, udsatte by, inden det er for sent.

Morten Langkilde/Ritzau Scanpix
Foto: Morten Langkilde/Ritzau Scanpix

3.Vejle og vandmasserne

Vejle er også særdeles udsat. Den aktive handelsby er gået til kamp mod vandmasserne med 50 millioner dyre investeringer.

Blandt andet er der lige åbnet et pop up-klimabylaboratorie på havnen i Vejle. Det skal fortælle om truslen fra stormflod og sætte gang i samtalen om, hvordan Vejle skal beskyttes mod de stigende vandstande. Laboratoriet er åbent hele sommeren, og derudover kan du vandre rundt i byens nye Klimapark, som skal beskytte området mod oversvømmelser.

4.Middelfarts hyggelige klimahaver

Den fynske kommune Middelfart er blandt Danmarks driftstigste til at omstille sig og få noget godt ud af klimaforandringerne.

Middelfart Kommune byder på adskillige klimatilpasningsløsninger, der kan beundres. En af dem er Klimahaven som ifølge Realdania (som har støttet projektet) er en landets mest hyggelige klimaløsninger (se Realdanias top 10 her).

»Middelfart Kommune har forvandlet Ældrecenter Skovgades betonbelagte parkeringsplads til en blomstrende klimahave – nyd pavilloner, orangeri, regnbede, et lille bassin og udendørs musikinstrumenter,« lyder rosen fra Realdania.

5. Lønstrup og naturkatastrofen

Fremtiden byder på mere ekstremregn og skybrud. Hvordan byerne garderer sig mod det, har nordjyske Lønstrup allerede taget hul på. I 1877 raserede et skybrud over Lønstrup i halvanden time. Lars Ramme Nielsen, chef for turisme og oplevelsesøkonomi hos Dansk Erhverv, anbefaler kraftigt et besøg hertil.

»En af de smukkeste perler langs vestkysten er Lønstrup, et slags mini-skagen. Men det er også tankevækkende at gå rundt og opdage, at grunden til byen i dag ligger på bakker med kløfter, skyldes det her skybrud, der på kort tid rev halvdelen af byen væk i naturkatastrofe. Lønstrup viser, hvad skybrud kan gøre ved en by. De kan omforme og smadre en hel by, der så skal bygges op på ny.«

Morten Langkilde/Ritzau Scanpix
Foto: Morten Langkilde/Ritzau Scanpix

Energi og opmuntring

Hvis humøret i rejseselskabet nu er ved at være røget ned i kulkælderen er der heldigvis god grund til at halse videre. Videre til nogle af de løsninger, der kan skabe en bedre fremtid med mere grøn energi og færre drivhusgasemissioner. De løsninger er sommerlandet heldigvis spækket med.

6. Lolland-Falster og de store møller

Ved Havnekontoret på Nysted Havn ligger et lille tilstødende kontor med en stor historie. Her befinder sig nemlig minimuseet Vindens Verden.

Det byder på udstillinger om Nysted Havmøllepark og Rødsand 2 havmøllepark, der er to af verdens største vindmølleparker. I centret er der mulighed for at se plancher om Nysted Havmøllepark og Rødsand 2 havmøllepark samt forskellige andre oplevelsesmoduler heriblandt en mini-vindtunnel og interaktiv quiz.

Martin Zakora/Politiken/Ritzau Scanpix
Foto: Martin Zakora/Politiken/Ritzau Scanpix

7. De fortræffelige klimaøer

Både Samsø og Bornholm er godt i gang med at bevise, at en grøn omstilling ikke hører fremtiden til. Det er muligt allerede nu. Samsø har længe været kæledæggen, så her tillader vi os at pege på Bornholm, som jo også lige har overtaget EU’s pris som værende den bedste klimaø.

Nyd solskinnet på bornholmsk klippefjeld, beundr de mange solcelleparker, fantaser om de kommende tilstødende energiøer og find et klimavenligt sted at overnatte. Et bud kan være hotellet Green Solution House, der byder på intet mindre end 75 eksempler på cirkulær økonomi, unik brug af genbrugsmaterialer og egen energiproduktion, når du nyder en sundowner på stedets balkoner.

8. De enorme møller ved Østerild

Har rejseflokken ikke fået nok af synet af vedvarende energi, er det oplagt at kigge forbi Det Nationale Testcenter for Store Vindmøller i Østerild.

»Det er min personlige favorit, som vi besøgte på sommerferien sidste år. Man kan ikke undgå at blive fascineret over størrelsen på de vindmøller og samtidig få et indblik i vindmøllernes fascinerende verden og hvor stort et udviklingsarbejde, der ligger bag,« fortæller Lars Bo Axelholm, der bestyrer turisme.nu, som leverer knowhow og nyheder til danmarks professionelle aktører indenfor turisme & hospitality.

Cathrine Ertmann/Jyllands-Posten/Ritzau Scanpix vindmøller
Foto: Cathrine Ertmann/Jyllands-Posten/Ritzau Scanpix vindmøller

9. Københavns CO2-støvsuger

Grøn energi skal der til, men vi skal også undgå at flere emissioner ryger på i atmosfæren. Så på med skiene på den kunstige skibakke ved Amager Ressourcecenter (ARC). Her kan du foruden en ganske unik affaldsforbrænding snart se et pilotprojekt med carbon capture i praksis, fordi ARC just har fået 30,1 millioner kroner fra EUDP-støtteprogrammet til at opfange dets emissioner.

Forlystelser og grøn energi

Har du børn med i bilen? Trænger de til at røre sig og brænde nogen kilojoules af, men vil du også gerne have styret dit behov for se eksempler på grøn omstilling? Den kombination er det danske sommerland heldigvis også leveringsdygtig i.

11.Danmarks internationale klimacenter

Lemvig slår denne sommer dørene op for sit Klimatorium. Det byder på en gratis udstilling krydret med gimmicks, hvor du for eksempel kan gå gennem regnvejr uden at blive våd, se hvordan kviksølv reagerer, opleve hvordan de kraftige storme føles og via din mobiltelefon opleve stormfloder og se gennem veje og få forståelse for vandets grænseløse flow.

Du kan lege med vand, se og høre om det historiske perspektiv i relation til vand og klimaforandringer, og du kan få lidt motion på en udendørs multibane og spille en omgang klima-rundbold, inden du måske afslutter dit besøg på en tilstødende skatebane.

12. Naturkraft til en kvart milliard kroner

Ringkøbing-Skjern kommune har sammen med en række partnere postet over 250 millioner kroner kroner i Naturkraft, en oplevelsesarena på 5 hektar, der skal tiltrække turister ved at fokusere på sammenhænge og formidling natur, klima og bæredygtighed.

Projektet har været seks år undervejs. Lars Bo Axelholm fra Turisme.nu tror den kvarte milliard kroner er godt givet ud i dag og på lang sigt.

»Jeg tror bestemt ikke, at klima og miljø er en ’dille’, der lige forsvinder. Derfor vil attraktioner, der kan formidle ny viden og spændende løsninger inden for klima og miljø også være langtidsholdbare. Når vi har fået coronakrisen lidt på afstand, så vil vi igen se en Greta Thunberg-effekt. Både når det handler om de måder, vi rejser på - men også på de attraktioner og oplevelser, som vi vil opsøge på vores ferie. For mig er det bedste og nyeste eksempel det nyåbnede Naturkraft i Ringkøbing-Skjern kommune,« siger Lars Bo Axelholm.

Morten Langkilde/Ritzau Scanpix
Foto: Morten Langkilde/Ritzau Scanpix

13. Naturpark Lillebælt

Danmarks største naturpark finder du ved Middelfart. Det er Naturpark Lillebælt.

Her kan du tage på hvalsafari efter Lillebælts vilde hval – muligvis det bedste sted i verden at se marsvin. Som noget nyt i år laver parken tang-safari, hvor man går tur ved kysten og lærer om tang – et bæredygtigt og klimavenligt produkt, der både kan spises og dyrkes eller bruges som klimavenlig isolering i huse.

14. Forlystelsessteder med lidt grønt

Plager børneflokken fortsat om forlystelser og candyfloss, så peger Lars Ramme Nielsen, chef for turisme og oplevelsesøkonomi hos Dansk Erhverv på Tivoli, Fårup Sommerland og Danfoss Universe.

»I Tivoli er det vindmøllestrøm, der driver rutschebanerne, så det kan man gøre med lidt god samvittighed og måske berette om, mens man venter i kø. Energieffektivisering bliver tit overset, men det har både Danfoss Universe og Fårup Sommerland været gode til at få ind i deres legelande.«

Thomas Borberg/Politiken/Ritzau Scanpix
Foto: Thomas Borberg/Politiken/Ritzau Scanpix

15. Vindmøllesafari ved kysterne

Skal eftermiddagen sluttes af med sol i horisonten og en optimistisk afrunding, bør I tage på en havvindmøllesafari. Flere af dem popper op rundt i landet.

Den gode båd MS Solea stævner ud ved Hvide Sande og tilbyder en tur ud til de 49 vindmøller til ved Horns Rev 3, der blev opstillet i 2019. Her kommer du tæt på de 49 møller, der dækker det årlige elforbrug for i alt cirka 425.000 danske hjem takket være møllerne med en rotordiameter på 164 meter og en totalhøjde på 187 meter.

Mad - den helt store klima- og miljøudfordring

Nu er rejseflokken formentlig ved at være godt sultne. Hvordan vi stiller vores appetit er også den helt store udfordring for både miljøet og klimaet. Samt ikke mindst for regeringen, når den efter sommerferien skal aflevere sine sidste klimahandlingsplaner, der jo omfatter landbrugssektoren. Ude i det danske sommerland er der masser af inspiration til grønnere menuer.

16. Svanholm Gods – økologiens bastion

Nær Frederikssund på Sjælland ligger Svanholm Gods, et kollektiv for 85 voksne og 60 børn, men også bæredygtigt landbrug. Godset har just fejret 40-års fødselsdag og kan bryste sig af at have været med til at sætte økologi på dagsordenen i Danmark i 1980’erne.

Kigger du forbi byder beboerne på rundvisning, gårdsalg og på et åbent køkken i kollektivets gæstecafé. Menuen står blandt andet på grøntsager, salater, kartofler fra egne marker, lammeskank og nyretapper fra kvæg, som også lever på godset.

Martin Lehmann/Ritzau Scanpix
Foto: Martin Lehmann/Ritzau Scanpix

17. Michelinkokkens have nær Skibby

Man kan sagtens få flere grønne kulhydrater og proteiner på tallerkenen uden at miste velsmag, umami - eller michelinstjerne. Det beviser restauranten Relæ i København.

En del af hemmeligheden knytter sig til afgrøder dyrket ved Hornsherred og landbruget Farm of Ideas. De byder gerne på rundvisninger, smagsprøver der blandt andet inkluderer ældgamle nordisk sorter, som ellers ikke bliver dyrket længere, men på gården forsøges genoplivet.

18. Agricultura på dansk

Landbrugsbaseret turisme har i mange år været et trækplaster særligt i Frankrig og Italien med mange typer af agricultura-turismo. Danmark kan også sagtens være med, lyder det fra Lars Ramme Nielsen, chef for turisme og oplevelsesøkonomi hos Dansk Erhverv.

»Det gode er, at man for alvor får en bedre forståelse for, hvad der kræves i hele processen for jord til bord. I år skal jeg til Ærø på et Bed & Breakfast i Bregninge og har store forventninger til at opleve dyr, der går rundt ved siden af en, at bo i pagt med naturen og se tilblivelsen af de lokale fødevarer.«

Godnat - sov grønt

Kræfterne er ved at være sluppet op. Tid til at lægge sig i dynerne og med god samvittighed falde i en dyb REM-søvn. Men hvor bør man overnatte?

Joachim Adrian/Politiken/Ritzau Scanpix
Foto: Joachim Adrian/Politiken/Ritzau Scanpix

19. Snork i de mange nye statsskove

Corona-krisen betyder, at mange danskere har måttet ændre ferieplaner. Miljøminister Lea Wermelin (S) har derfor udvidet mulighederne for gratis overnatning i 77 nye statsskove i hele Danmark. Her må du frit må slå dit telt op for en nat. Blandt de nye skove er Svinkløv Plantage i Thy, Anebjerg Skov ved Skanderborg, Nørreskoven på Als og Ganløse Ore ved Farum.

Samlet set byder Danmark derfor på 275 skove med fri teltning. Se en oversigt over dem her.

20. Billigere klimavenlige hoteller i hovedstaden

Er telt og tynde liggeunderlag ikke lige noget for dig, behøver du ikke døje med klimaskam. Det understreger Lars Ramme Nielsen, chef for turisme og oplevelsesøkonomi hos Dansk Erhverv.

Hotellerne i Danmark er, erklærer han, blandt klodens allerbedste til at reducere deres klimaftryk. Lige nu er der en god chance for især i Hovedstaden at opleve nogle af dem, som normalt måske er en prisklasse lidt for høj.

»Der er virkelig mulighed denne sommer for at komme på billig hotelferie i København og opleve nogle af dem som er længst fremme. Det er steder som Skt. Petri, Hotel Guldsmeden, men der er også Comwell-kæden med en stærk profil især på fødevaresiden. Pioneren over dem alle er dog Scandic-hotellerne, som er svanemærkede og med detaljerede planer for alle verdensmål,« siger Lars Ramme Nielsen.

Villa Copenhagen
Foto: Villa Copenhagen

Han har lige besøgt Villa Copenhagen, Hovedstadens formentlig nyeste hotel. Det er opført på den gamle postgrund lige over for Hovedbanegården og gennemrenoveret for 1,5 milliarder kroner.

»Set fra deres side er det virkelig skidt timing at åbne i, men set fra forbrugeren er det en perfekt mulighed for billigt at opleve et fem-stjernet hotel, hvor der er tænkt bæredygtighed over hele linjen fra linned til maling og med designløsninger, som er green by default,« siger Lars Ramme Nielsen.

Fra 2019-2021 forventes hotelmassen i hovedstadsområdet at stige med 52 procent.

»Det er et hotelboom af en anden verden, og derfor rammer Covid19 turismen i København ekstra hårdt. Men set fra klimaet kan vi glæde os over at se, at nærmest alle af de her nye hoteller er ekstremt energioptimerede og bæredygtigt designet. Årsagen er, at mange af de her bygninger ikke er ejet af hotellet selv. Det er ofte ATP, Danica Pension eller PFA Pension, der er investoren. De har opført og ejer byggemassen. De har det helt lange udsyn på for deres investeringer, så derfor har vi fået en helt vild grøn ny bygningmasse.«

Har vi glemt noget i denne guide? Har du en personligt favorit, som du håber ikke bliver for overrendt, men som du gerne vil dele med os andre? Skriv endelig herunder om andre steder og oplevelser til den miljø- og klimainteresserede.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

  1. Vejingeniør, trafikingeniør til tværfaglige infrastrukturprojekter

    NIRAS

    Læs Mere
  2. Seniorprojektledere med erfaring og interesse inden for jord- og grundvandsforurening

    NIRAS

    Læs Mere
  3. Projektleder til kortlægning af forurenede byggematerialer og ressourcekortlægning i forbindelse med nedrivning/renovering.

    NIRAS

    Læs Mere
  4. ANSVARLIG FOR MILJØANLÆG PÅ AMAGERVÆRKET

    HOFOR

    Læs Mere

Forsiden