0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Schønherr/Christopher Germann Bæhring
Grafik: Schønherr/Christopher Germann Bæhring
Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dette er et debatindlæg.

Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten – send dit indlæg til debat.klimamonitor@pol.dk

Rikke Juul Gram: Energiøen bør blive til en klimadestination

Vi burde se den kommende energiø i Vesterhavet som en rigtig by, en destination, skriver Schønherr-partner Rikke Juul Gram i dette debatindlæg, hvor hun foreslår, at turister kan bo på øen og opleve vindmøller, tangfarme, vandlandbrug og bæredygtige fiskerestauranter sammen med et stort energiuniversitet.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Vi har ventet længe på den kommende energiø i Vesterhavet af mindst tre årsager:

Den ene er, at vi slipper for de fossile brændstoffer med de klimaforandrende CO2-udledninger, det medfører, ligesom vi undgår den fortsatte afhængighed af mere eller mindre tvivlsomme, olieproducerende lande.

Schønherr
PR-foto: Schønherr

Den anden grund er, at fremtidens investeringer i infrastruktur ikke blot er flere motorveje. Med denne ambitiøse strategi satses på en energiplanlægning, hvor der ikke alene indgår de produktionsmetoder til grøn energi, vi allerede kender, men også tænkes langsigtet i forhold til de forventede teknologiske gennembrud i omdannelsen af vindkraftens overskudsstrøm til brændstof, kendt som Power-to-X.

Det rummer i sig selv en grøn teknologisk selvtillid af passende størrelse for vores nation.

Den tredje, men endnu helt oversete årsag til, at øerne hilses hjerteligt velkommen, er, at vores nuværende bæredygtige energiproduktion ikke er særlig god ved det danske landskab – hverken på land eller ude langs kysterne.

I starten var vindmøllerne smukke

Overalt er der siden 1970’erne opstillet store og små vindmøller i et ujævnt men fintmasket net, der skæmmer, larmer og krydser horisontlinjen på de mest følsomme steder.

I starten var det smukt, fordi ideen om selvforsyning og grøn energi er smuk. Nu, hvor møller ikke længere blot er symboler for drømmen om en ren fremtid, men en regulær industri, så er billedet forandret. Danmark er i dag et selvgroet energilandskab bestående af enorme mængder af vindmøller, der er drysset tilfældigt ud over det stormaskede landbrugsland.

Energi- og forsyningsanlæg har for længst afløst landsbykirkerne som landskabelige pejlemærker, og solpaneler rulles planløst og med stigende hastighed ud

Energi- og forsyningsanlæg har for længst afløst landsbykirkerne som landskabelige pejlemærker, og solpaneler rulles planløst og med stigende hastighed ud over ethvert urentabelt stykke landbrugsjord. Til gavn for den bæredygtige energiproduktion, javist, men solpanelernes skyggeside er jo, at de i den grad trækker fra den landskabelige skønhed.

Så, klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen, hvorfor skal den i udgangspunktet fantastiske ’energiø’ ligne et dødssygt sovjetisk fængsel?

Energistyrelsen
Visualisering: Energistyrelsen

Øen er ikke engang utopi

Det er, som om energiproduktion er undtaget fra krav om skønhed i de anlæg, vi bygger. Vi har forstået, at meget anden kritisk infrastruktur skal være til at holde ud at se på – broer, motorveje og rensningsanlæg er designet af ingeniører og arkitekter i fællesskab, ja selv lossepladser er blevet til veldesignede mødesteder for mennesker om en bæredygtig affaldshåndtering.

Hvorfor så ikke dette vanvittigt ambitiøse, grønne energianlæg?

Er det bare, fordi det skal ligge ude på havet, at det tilsyneladende må se så forfærdeligt ud?

Selv lossepladser er blevet til veldesignede mødesteder for mennesker om en bæredygtig affaldshåndtering

Jeg savner de visionære fremstillinger, som historiens store tænkere lod følge deres drømme om en verden, som var både skønnere, klogere og mere human. Hvor natur, æstetik, filosofi og funktion var den helhed, som civilisationen byggede på.

Den engelske politiker og forfatter Thomas More skildrede i 1516 sine ideer om det perfekte samfund på øen Utopia i bogen af samme navn. Utopia blev formidlet til folket med de smukkeste tegninger.

Spaniernes billeder af det forjættede El Dorado var et land dækket af guld, og det centrale palads på det sunkne Atlantis var af Platon beskrevet som omgivet af smukt anlagte, cirkulære kanaler og storslåede bygninger i sort, hvidt og rødt.

Og så er den navnløse energiø i Vesterhavet ikke engang en utopi, men en nær fremtids virkelighed.

Institutleder ved arkitektskolen i København Katrine Lotz rejste da også kritikken forleden i Politiken med spørgsmålet om, hvorfor historien om vores fremtid her på Jorden ikke indgår i planerne for energiøen.

Jeg ved godt, at de grå prospekter, vi nu ser i aviser og nyheder, blot er det indledende arbejde, som skal illustrere de indledende tekniske overvejelser, og Dan Jørgensen svarede da også Lotz, at de viste visualiseringer af øen ikke var det endelige bud på udformningen.

Men helt ærligt – de tekniske aspekter kan da ikke stå alene som en bekymrende glædesløs måde at dele filosofien om den verden, som energiøen i fremtiden skal repræsentere.

Udlev den vådeste science fiction-drøm

Så kan vi ikke gøre det lidt bedre?

Hvorfor er øen ikke tænkt som en rigtig by i havet – en destination?

Tænk, hvis turister kunne komme og bo på øen i kortere eller længere tid og kunne opleve gigamøllerne rotere i flere hundrede meters højde over et oprørt hav!

Hvorfor er der ikke tangfarme og vandlandbrug koblet til dette ottende vidunder? Hvor er dykkerferierne, de bæredygtige fiskerestauranter, ø-arbejdernes boliger med havudsigt, vandparker og steder, hvor trækfuglene kan holde sig et hvil?

Et sted, som vi kan besøge og udleve den vådeste science fiction-drøm, dér midt ude på det vilde ocean. Et sted, hvor danskerne deler vores viden om bæredygtig energiforsyning med resten af verden, og hvor der naturligvis må findes både formidling og undervisning på øens energiuniversitet for forskere, studerende og alle andre, der har brug for nyeste viden om grøn energiproduktion i storskala.

Men når man studerer planen for øen i Vesterhavet, er der, overraskende nok ikke tænkt på at indarbejde store, flydende solcellepaneler derude på havet mellem møllernes lange ben. Det forsker både japanere og kinesere ellers i på livet løs. Der kunne solpanelerne jo ellers passende ligge uden at genere nogen, i formationer på størrelse med amerikanske hvedemarker og glitre om kap med bølgerne i stedet for at skæmme landskabet og blænde naboerne inde på land.

Væk med solcellemarkerne

Den anden side af sagen er derfor også, at ministeren må love os alle sammen, at vi med etableringen af energiproduktionen til havs fremover kan slippe af med alt det isenkram til lands og til vands i form af tusindvis af møller og marker af solpaneler på upassende steder overalt i landet. Det vil være et helt naturligt led i forestillingen om fremtiden, at vi også rydder op efter – snart – tidligere tiders udtjente produktionsanlæg.

Landskabet er som bekendt en baggrund for alt menneskeskabt. Men det har vi tilsyneladende igen glemt i denne planlægning – eller i hvert fald igen kun lagt planer for, hvordan vi kan udnytte den.

I drømmen om, at hele energiproduktionen kan placeres langt ude på havet i et moderne, grønt Tyrafelt, må vi naturligvis give mere tilbage, end vi fratager et sårbart og levende havbundsmiljø.

Nasas ubæredygtige og affortryllende ideer om etableringen af et nyt samfund på Månen ville få velfortjent baghjul, hvis oplevelsesøkonomien blev en del af planlægningen af energiøen.

Lad nu i stedet den stærke danske planlægnings- og designtradition, som har givet os et særligt ry over hele kloden, blive brugt som led i skabelsen af et sandt ideal. En fremtidsø skabt som en alliance mellem ingeniører, filosoffer, havbiologer, designere og oplevelsesøkonomer såvel som energiplanlæggere samlet om den vision, som kan gøre de grønne energiøer til levende, blå habitater.

Det vil være en naturlig løsning.

Deltag i debatten – send dit indlæg på 400-600 ord til debat.klimamonitor@pol.dk.Dette debatindlæg er oprindeligt bragt af Byrummonitor.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Annonce

Forsiden