0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Fra venstre: Af Joachim Peter Tilsted, Valentin Vogl og Asker Voldsgaard.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dette er et debatindlæg.

Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten – send dit indlæg til debat.klimamonitor@pol.dk

Debat: Det er en udpræget misforståelse, at CO2-afgifter alene kan drive omstillingen

CO2-afgifter alene er ikke nok til at drive omstillingen, for vi lider fundamentalt i samfundet af et carbon lock-in, skriver forskerne Joachim Peter Tilsted, Valentin Vogl og Asker Voldsgaard i dette debatindlæg.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Debatten om CO2-afgifter har kørt mere eller mindre non-stop siden indførelsen af Klimaloven. Både økonomer og organisationer har erklæret vigtigheden af afgifter med argumentet om, at det er den mest omkostningseffektive tilgang til klimaindsatsen. Og lad det være sagt med det samme. Vi har brug for at beskatte drivhusgasser markant hårdere end i dag.

Men CO2-afgifter må ikke stå alene.

Har man fuldt debatten, kunne man foranlediges til at tro, at prissætning af drivhusgasser alene kan drive en grøn omstilling. Det er ikke tilfældet, og det er eksempelvis den nylige beslutning om en gasledning til Lolland og Falster med til at illustrere.

Hæver man blikket fra den danske debat, opdager man således større uenighed om hvilken rolle, prissætning af drivhusgasser bør spille. Senest har særligt to nye oversigtsartikler vakt opmærksomhed.

Disse peger på, at prissætning af afgifter på drivhusgasser indtil nu hverken har ført til nødvendig klimagavnlig innovation eller markante udledningsreduktioner. Men historisk set har priserne dog også været lave eller med for mange smuthuller, som for eksempel gratiskvoter i EU. Det vender vi tilbage til.

Først mere om hvorfor CO2-afgifter ikke må stå alene.

To paradigmer

Der er to overordnede positioner, som danner rammen for uenigheder om prissætning af drivhusgasser. De to positioner adskiller sig grundlæggende ved at opfatte klimakrisen som 1) en markedsfejl eller 2) en systemfejl.

Markedsfejlstanken er den, danske økonomer følger, når de beskriver drivhusgasser som eksternaliteter. Ideen er, at man ved at prissætte udledninger og overlade resten til markedet kan få de billigste løsninger, fordi beslutninger bedst træffes af markedsaktører og ikke politikere, embedsfolk eller fagpersoner.

Kun at bero på en CO2-skat er derfor at sætte sin lid til en en uprøvet teori

Med en pris på CO2 tilsiger teorien, at virksomheder og husholdninger automatisk vil udvise mere klimavenlig adfærd, når det kan betale sig for dem. Det er med dette i tankerne, at miljøøkonom Lars Gårn Hansen proklamerer, at den grønne omstilling med en høj CO2-skat bliver en »badeferie« for embedsfolkene.

Systemfejlstanken tager derimod udgangspunkt i, at vi har behov for en grundlæggende transformation af socio-tekniske systemer (mere eller mindre hele samfundet) for at addressere klimaforandringer. Her lægger man vægt på historiske eksempler i forståelsen af økonomien, der betragtes som et komplekst og åbent system.

Kun at bero på en CO2-skat er derfor (i tråd med førnævnte artikler) at sætte sin lid til en en uprøvet teori, som ikke har været vigtig for den hidtidige omstilling.

I det perspektiv bør CO2-skatten kun være ét blandt flere tiltag i et såkaldt policy-mix, blandt andet fordi andre typer af klimapolitik kan generere positive politiske feedback-effekter, som kan skubbe til forandring. Men det handler også om den type innovation, som prissætning tilskynder.

CO2-skat og innovation

Når det kommer til teknologi, peger fortalere for markedsfejlstanken på, at prissætning fører til den optimale form for innovation. Men faktisk er der forbavsende lidt forskning, som har undersøgt, om dette er tilfældet historisk. Og den forskning som har, tyder på, at CO2-afgifter ikke i nævneværdig grad har ført til klimagavnlig innovation.

Dermed er innovationshypotesen per nuværende teoretisk. Spørgsmålet er derfor, om vi tør satse på, at teorien holder.

Man kan nemlig have berettiget tvivl om marginale efterspørgselsændringer vil skabe banebrydende ny teknologi, som indebærer stor usikkerhed at frembringe. Mange innovationer opnår modenhed ved læring gennem produktion, varigt brug og feedback.

Klimarådet peger således på, at der er behov for »markedsmodning, ny og understøttende regulering samt et livtag med de vaner i samfundet, der gør, at vi vælger sorte frem for grønne alternativer«.

Tænk på hvor mange år med politisk skabte niche-markeder for vind og solenergi, det har krævet at opskalere og modne teknologierne til nu at lukke for selv nyere kulkraftværker

Fra et systemfejlsperspektiv siger man, at prissætning i højere grad optimerer end transformerer. Fordi vores nuværende system er karakteriseret ved dybtliggende carbon lock-in, skal vi gøre begge dele.

For at transformere, bør man understøtte ændringer, som kan indgå i et nyt socio-teknisk system (eksempelvis ved hjælp af offentlig infrastruktur, langsigtet finansiering, ny innovation og nye virksomhedsformer) samt udfase nuværende elementer (eksempelvis ved at forbyde eller sætte skærpende standarder for CO2-intensiv teknologi).

Argumentet er, at beskatning er bedre til at få en til at skifte til et mere bæredygtigt alternativ end at skabe alternativer i første omgang. Dertil er fundamental usikkerhed for stor og skalaen for innovation for lille.

Tænk på hvor mange år med politisk skabte niche-markeder for vind og solenergi, det har krævet at opskalere og modne teknologierne til nu at lukke for selv nyere kulkraftværker.

Højthængende frugter

Klimaneutralitet kræver, at man ikke kun plukker de lavthængende frugter. Man skal plukke alle frugter på hele træet. Systemfejlslogikken tilsiger, at prissætning sætter fokus på de lavthængende frugter, selv om de øverste kræver vores opmærksomhed allerede nu, fordi de er svære og usikre at nå.

Klimarådet har da også i sin 70 procents reduktionsplan lagt op til en socio-teknisk tilgang, når de skriver at 70 procent-målet kræver omgående igangsættelse af »en række politiske tiltag« til at addressere forhindringer af »både teknisk, økonomisk og kulturel karakter«.

Det indebærer, at staten iværksætter et »nødvendig[t] strategisk udviklingsarbejde for blandt andet at afklare, om de forskellige muligheder kan virke i stor skala og til en rimelig pris«.

Netop staten har en unik evne til at være garant for tålmodig kapital, som udforskningen af teknologisk potentiale kræver på trods af usikkerhed.

Vi skal ikke kun vurdere dansk klimapolitik på, om man leverer de lovede reduktioner i 2030 (som i øvrigt ikke er nok til af overholde Paris-aftalen).

Vi skal også se på, om Danmark har det ultimative mål om klimaneutralitet for øje, fordi det kræver langsigtet planlægning og grundlæggende transformation af socio-tekniske systemer.

En høj skat åbner også for kulstoflækage, og her har særinteresser typisk held med at påvirke beslutningstagerne, som det senest er set med Nordic Sugar

Det peger mod, at man – i kontrast til ideen om den ensartede CO2-afgift – skræddersyr politik til den nationale og sektormæssige kontekst. I dansk sammenhæng drejer det sig eksempelvis om mulighederne for Power to X og dekarbonisering af cementindustrien.

Men hvad med spørgsmålet om CO2-afgiftenernes størrelse, som blev nævnt indledningsvist? En effektiv skat skal være høj og dække alle sektorer. Men en høj skat åbner også for kulstoflækage, og her har særinteresser typisk held med at påvirke beslutningstagerne, som det senest er set med Nordic Sugar.

I systemfejlsperspektivet betragtes eksisterende industriers magt som en del af systemet, der fastholder carbon lock-in. Man er derfor bekymret for at fradrag og undtagelser vil medføre, at en CO2-afgift i praksis mister sin effektivitet. Særregler og undtagelser faktisk præcis, hvad der hidtil har karakteriseret klimaskatter i Norden.

Fra denne synsvinkel udgør eksemplet med Nordic Sugar en unik anledning til at presse den teknologiske front fremad gennem en dedikeret elektrificeringsindsats, som kan påvirke mulighedsrummet for andre industrivirksomheder både herhjemme og globalt.

En socio-teknisk transformation

Klimaforandringerne er en del af flere sammenhængende udfordringer, som gensidigt forstærker hinanden.

Derfor kræves en transformation som inkluderer – men også rækker langt udover – nedbringning af udledninger her og nu.

Ja, vi skal have en høj CO2-skat hurtigst muligt.

Ja, den skal designes på en retfærdig og progressiv måde. Den bliver vigtig for optimering og mindre klimabelastende forbrug.

Men skatten skal komplimenteres af en lang række nedbrydende og understøttende politiske tiltag, hvis vi skal have håb om at henholdsvis frigøre os fra carbon lock-in og skabe forandring af transformativ karakter.

Deltag i debatten – send dit indlæg på 400-800 ord til debat.klimamonitor@pol.dk

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Annonce