0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Hans Reitzels Forlag.
Foto: Hans Reitzels Forlag.
Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dette er et debatindlæg.

Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten – send dit indlæg til debat.klimamonitor@pol.dk

Boguddrag fra 'Den bæredygtige stat': Fremtidens politik handler mindre om blå versus rød, og mere om grøn versus sort

Der har været to dominerende strømninger i synet på staten. Først velfærdsstaten, senest konkurrencestaten. Men begge spiller fallit, når det gælder om at løse klima- og biodiversitetskriserne. Derfor foreslår de to sociologer Anders Blok og Rasmus Willig en ny statsform, Den bæredygtige stat. Her kan du læse et uddrag fra første kapitel i bogen, der netop er udkommet i 2. oplag.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Både velfærds- og konkurrencestaten har altså sat deres tydelige CO2-aftryk. Begge har hvilet på en vækstideologi, der i praksis har været båret oppe af fossile brændsler. I kølvandet på den første industrielle revolution fik velfærdsstaten demokratiseret privatbilismen og gav den almindelige borger kød på tallerkenen.

Arbejdsmarkedets parter skabte i fællesskab både økonomi og ferie med en eksplosion i charterturismen og flytrafik til følge. Hermed blev grundlaget skabt for udbredte middelklasseforestillinger om “det gode forbrugerliv”, som nu viser sig at møde økologiske begrænsninger (Bertilsson 2012).

Konkurrencestaten har i kraft af sit globale udsyn sat turbo på samme udvikling. Privatbilismen er vokset, udskiftningen af biler er i hastig vækst, kødet betragtes som det protein, der skal fostre flere konkurrencesoldater i fitnesscentrene, og den globale flytrafik er blevet et weekendfænomen, hvor der shoppes i verdens storbyer (Urry 2008).

Trods alle advarsler udledes der stadig mere CO2 på globalt plan (Steffen et al. 2018). Hvis naturvidenskaberne får ret, dikteres det derfor nu helt ind i samfunds- og kulturvidenskaberne, at civilisationen og menneskeheden risikerer et kollaps – medmindre vi kollektivt er i stand til at tillære os andre måder at forholde os til vores omverden på (Blok & Jensen 2019).

Kort sagt: Hvad enten man er socialist, liberalist, venstre- eller højreorienteret, har ingen frihedsforestillinger eller konventionelle samfundsideologier kunnet svare på eller løse klima- og biodiversitetskriserne.

Medierne fyldes med gruopvækkende reportager om en verden, der er på vej ud over kanten i et stadig hastigere tempo. Debatten er ofte skinger og præget af alt fra desperation og handlingslammelse til blind teknologioptimisme – når den da ikke, som i Danmark efter 2018, overtages af en korporatistisk klimamagtelite, som på papiret sætter højere ambitioner, men som i praksis fastholder en utilstrækkelig kurs (Jaffke 2020).

End ikke den demokratisk-socialistiske velfærdsstat har altså endnu for alvor indført grønne skatter, afgifter eller andre former for kollektive adfærds- og selv-begrænsninger, der kunne opfattes som en frihed i økologisk begrænsning. Og dette end ikke nu, hvor friheden fremover består i, at vores børn og børnebørn også selv kan sætte børn i en reproducerbar, civiliseret og fredelig verden.

På samme måde har heller ikke markedet leveret løsninger, der kan reducere eller binde CO2 i et omfang, der står mål med de voldsomme kriser – og dette til trods for at “grøn vækst” i et land som Danmark har taget toppen af CO2-kurvens stigning i form af såkaldt relativ afkobling (Raworth 2018).

Hvad vi derimod har brug for, er en absolut afkobling, hvor CO2-udledningerne begynder at falde for alvor.

Konsekvensen er opkomsten af en ubehagelig, men også uanfægtelig civil moralisme, der er skåret ud i pap, og som i mange tilfælde kan få selv de mest anstændige til at føle sig ramt af et moralsk granatchok.

Tilhængerne af den liberale frihedsforestilling opdager i disse år, at forestillingen om, at det står alle frit for at gøre, hvad de lyster, så længe det ikke går ud over andre, har katastrofale omkostninger. De opdager det, når de konfronteres med, at deres kødforbrug, flyrejser, privatbilisme, ja, selv når de ser en Netflix-serie efter en endt og udmattende arbejdsdag i konkurrencestaten, efterlader et CO2-aftryk, der ikke kun går ud over deres egne børn, men også andres (streamingtjenester har også et højt CO2-forbrug).

Liberalismen bliver hermed i sin nuværende form i stigende grad en falsk frihedsforestilling, eftersom den ikke er i stand til at reproducere hverken samfundet eller den økologiske orden.

Tilhængerne af demokratisk socialisme og en stærk stat erfarer ligeledes, at staten ikke agerer rationelt, og at den ikke håndterer klima- eller biodiversitetskriserne. Tværtimod sælger den ud eller har planer om at sælge ud af de tidligere statsejede virksomheder – og sågar til tider af den vitale infrastruktur som for eksempel energi, vandværker, ledningsnet, lufthavne og togtrafik.

På mange måder deregulerer den stærke velfærdsstat sig selv og mister evnen og kapaciteten til at planlægge og handle kollektivt, da den har sluppet ansvaret og dermed muligheden for at regulere (Scavenius & Rayner 2017). De, der priser en stærk stat, erfarer derfor ikke blot, at den er ideologisk passé, men også at den aktivt arbejder for at deregulere sine muligheder for at regulere og planlægge sig ud af den økologiske krise.

Alle store samfundsmæssige paradigmeskift affødes af og leder til kriser, hvad enten disse angår økonomi eller statens egne legitimitetsbehov (Habermas 1975). Lige nu befinder vi os i en voldsom og gennemgribende krise – og desværre kun i starten af et paradigmeskift til den bæredygtige stat.

Trods det forhold at økologiske krisetendenser har været synlige i hvert fald siden 1960’erne, er vi som bekendt ved at løbe tør for tid nu, når det handler om at holde os inden for en række kritiske, planetære økologiske grænser (Steffen et al. 2018).

Man må spørge sig selv, hvordan det i vores del af verden har været muligt at opretholde et sæt af dominerende kollektive selvforståelser og ideologier, der hidtil har frakendt økologiske kriser deres retmæssige plads i historien (Latour & Chakrabarty 2020).

Kriseperioderne imellem henholdsvis en totalitær stat (besættelsesmagt), en velfærds- og en konkurrencestat har ganske vist været præget af kritik og konflikter, der har fungeret som en erkendelsesmotor for ganske radikale forandringer.

Kritikken har løbende påpeget alvorlige demokratiske, sociale og økonomiske problemer. Tænk blot på de markante kulturelle forandringer i kønsnormerne eller på forskydningerne i kapitalismen i retning af øget fokus på kreativ selvudfoldelse i skiftende projekter (Boltanski & Chiapello 1999/2005). Også miljøbevægelserne har deres udspring i 1960’erne og 1970’erne som bærere af en stærk grøn kritik af modernitetens selvdestruktive kræfter (Beck 1986/1997).

Men denne kritik er med tiden blevet inddæmmet og omsat til en blot svag “økologisk modernisering” af samfundet uden for alvor at rokke ved statens og markedets imperativer (Jamison 2001; Dryzek et al. 2003) (se yderligere herfor i kapitel 2).

For indeværende er vi efter vores opfattelse vidne til en tilbagevenden til en ny og såkaldt stærk grøn kritik (Chiapello 2013), der svarer på klima- og biodiversitetskriserne og konkurrencestatens rovdrift på både mennesker og natur. Disse udviklinger er synlige ikke mindst i den unge generations nye klimaaktivisme (Nielsen 2019), men de stikker dybere og har bredere implikationer.

Den store forskel til tidligere samfundsmæssige paradigmeskift er samtidig, at der ikke er tale om rent moralske eller ideologiske kritik- og tilhørende statsformer, hvor fascismen materialiserede sig i en totalitær stat, socialismen i velfærdsstaten og den økonomiske liberalisme i konkurrencestaten.

Men derimod om den spæde opkomst af en bæredygtig stat, der i høj grad også hviler på den i stigende grad klargjorte naturvidenskabelige indsigt, at såfremt der ikke handles kollektivt og kraftigt, vil der blive tale om et økologisk kollaps, hvor der hverken vil være stat eller civilisation tilbage (Steffen et al. 2018).

Set i dette samtidshistoriske perspektiv – der lokaliserer miljø- og klimapolitik og den tilhørende grønne kritik som led i såkaldt senmoderne samfunds- og materielle forandringer siden 1960’erne (Blok 2012) – er det derfor på høje tid, at vi i Danmark nu imødeser en egentlig tværgående klimahandlingsplan fra en regering, der i høj grad blev valgt på løfter om en ny, bæredygtig kurs. Ikke for ingenting kunne forskere ved Aalborg Universitet i 2019 kigge såvel tilbage som frem på samtidens klimapolitik under overskriften “det tabte årti” (AAU 2019).

Kriserne har været erkendte, men tilstrækkelig handling er udeblevet. Ikke desto mindre er vores disproportionalt store CO2- og øvrige økologiske fodaftryk nu igen blevet skydeskive for en ny type af folkelig forankret grøn kritik, der ønsker en bæredygtig stat, som reagerer resolut og med et højere ambitionsniveau i omstillingen.

Udfordringen er imidlertid, at velfærdsstaten stadigvæk hænger ved – og at konkurrencestaten er så ny, at den kæmper for ikke at blive en ligegyldig historisk parentes. De ideologiske klæder hænger ved, ligesom vores alt for høje og klimaskadelige tøjforbrug.

Det ses tydeligt i den nye danske klimalov fra 2020, hvor hensyn til velfærd og konkurrenceevne står centralt som urokkelige præmisser for den grønne omstilling.

Snarere end at rykke rundt på det mentale politiske landkort og skabe betingelserne for en grøn-sort konfliktakse, der overskrider og overtager fra den eksisterende rød-blå konfliktakse, viderefører klimaloven således i højere grad det eksisterende landskab, blot i grønnere retorisk klæde dragt. Spørgsmålet er dog stadig, om disse nye toner vil blive omsat til en reel og tidssvarende omstilling.

Vanskeligheden er selvfølgelig, at der skal så drastiske forandringer til, at omfanget nok først rigtigt går op for én, hvis man en sen nat går på nettet for at finde ud af, hvordan verden vil se ud ved 4 eller 6 graders varmestigning (se New et al. 2011).

Problemet er således det ubekvemme, at selvom den nye politiske elitekonsensus og klimalov i Danmark om 70 procents reduktion af CO2 i 2030 måske nok hører til de mest ambitiøse i verden, er heller ikke dette reelt tilstrækkeligt (Lund et al. 2019). For så alvorlig er situationen – hvis vi altså lytter til vores naturvidenskabelige kolleger og drager konsekvenserne.

Og selv de, som er mest forhåbningsfulde, hvad angår den nye danske klimalov – som vi bestemt også opfatter som et vigtigt, første skridt – kan ikke være i tvivl om, at de gamle ideologiske realpolitikere vil føre argumenter på krykker og gøre flittigt brug af benspænd i årene fremover.

De lavthængende frugter i klimapolitikken er allerede plukket, og de kommende skridt kræver større vilje til investering, nytænkning af økonomien og en ændret kurs for samfundsudviklingen. Der er kort sagt en reel risiko for, at vi bevæger os mod en grøn omstillingspolitik uden egentlig omstilling, båret af et for snævert fokus på konkurrencestatens præmisser og af blind teknologioptimisme.

Resultatet vil ikke kun være en tiltagende frustration og kritik i civilsamfundet. Konfliktniveauet vil sandsynligvis stige drastisk, jo længere tid der går. Vi vil se opkomsten af civil ulydighed og en aktivisme, der vil retfærdiggøre sine handlinger ved at erklære, at lydighed over for den førte politik er som passiv medvirken til civilisationens kollaps.

Det vil starte i det små. De smukke unge mennesker vil fredeligt blokere trafikken med opråb om, at privatbilismen er et fællesanliggende. Aktivister vil forsøge at blokere indfaldsveje til de industrielle slagterier, og vi vil sikkert også se de første krampagtige forsøg på at holde fly på jorden. Listen vil fortsætte – medmindre vi snart ser opkomsten af den bæredygtige stat.

Lad os igen vende tilbage til kapitlets udgangspunkt og spørge, hvordan vi skal formulere denne statsforms nye frihedsbegreb. Føromtalte Hegel formulerede begrænsningen, som skulle etableres mellem mennesker, som følger: »at være ved sig selv i den anden«. Let parafraseret kan vi sige, at hvis den anden i dag kun er et instrument for min egen forbrug-livsstil, mit CO2- og øvrige miljømæssige fodaftryk, er det ikke længere en frihed for fremtidige generationer, for så “kan ingen være sig selv i nogle andre” (Willig & Vetlsen 2017). Vi må derfor udvide og generalisere den indsigt, som Honneth og den øvrige kritiske teori har arvet fra Hegel, i retning af en øget økologisk lydhørhed og sensibilitet (Lysaker 2020).

En ny frihedsforestilling kan helt overordnet formuleres således, at vi kun er frie, når vi kollektivt begrænser os i forhold til naturen, økologien og planetens grænser. Men det er desværre ikke nok, set i forhold til, at vi allerede har udledt for meget CO2 og overskredet andre kritiske økologiske grænser knyttet til udledninger af kvælstof og tab af biodiversitet (Steffen et al. 2018). Vi har nok en forestilling om ligevægt, balance eller en vis form for cirkulær bæredygtighed. Men vi har behov for et regenerativt frihedsbegreb, hvor vi stiler mod at binde eller optage mere CO2 og anden forurening, end vi afgiver, og i det hele taget ophæver en righoldig økologi til en bærende samfundsværdi (Raworth 2018). I den bæredygtige stat bør vi derfor først opleve os selv som frie, når vi som demokratisk samfund har formået at omstille os regenerativt, til gavn for nutidige og fremtidige generationer.

Heri ligger samtidig en væsentlig pointe om den måde, vi i forlængelse af Hegels og Honneths sociologisk-politiske tænkning bør forstå forholdet mellem staten og de moralske og etiske normer i samfundet. I samfundsvidenskaberne forstås en moderne stat konventionelt som en juridisk enhed, der har suverænitet til at træffe kollektivt bindende afgørelser for et geografisk område, typisk altså et land. Der er tale om en institutionaliseret magt, hvor demokratiske (eller andre) institutioner træffer bestemmelser i form af love, og hvor der hersker en særlig kultur i form af sprog, skikke og ikke mindst normer. Denne statsforståelse henføres gerne til Max Weber (Hansen 2014).

I forståelsen af den bæredygtige stat vil vi imidlertid betone behovet for at tænke nærmere over moralske normer – og især det, vi kalder det normative overskud, der allerede iboende kan indløses – som drivkraft og fundament for statsdannelse og –udvikling. Vi ved allerede nu godt, at vi skal spise mindre kød, flyve mindre, købe færre biler, ja, i det hele taget ændre vores levevaner, om det så er i hverdagen, i kommunalt regi, på statsligt eller overstatsligt niveau. Normer kan her virke regulerende på samme måde som love, men behøver ikke at være nedfældet, da de ofte er tavs viden. Normer er imidlertid stadig bindende, for vi kan sagtens få dårlig samvittighed, hvis vi ikke overholder dem, eller glædes over, at vi alle sammen overholder dem. Men på grund af deres mere uformelle karakter kræver de ikke en tung statsadministration. Vores pointe er her, at normer og regulering må bringes til at virke sammen, hvis den bæredygtige stats nye frihedsbegreb skal realiseres.

Denne nye type kollektiv frihed i civilsamfund og stat er således begrænset af, at vi ikke længere kan ødelægge den verden, vi bebor. Det er en frihedsforestilling, der er snævert knyttet til indsigten i planetens økologiske bære evne – og som samtidig insisterer på en række nye velstands- og retfærdighedsbegreber for fællesskabet, der lever op til denne indsigt. Kun den form for liberalisme eller socialisme, som indtænker og respekterer denne frihed i økologisk begrænsning, kan se sig selv som en rettidig og fremtidsduelig frihedsforestilling. Resten må vi lære at lægge bag os. Fremtidens politik handler derfor mindre om blå versus rød, og mere om grøn versus sort. De følgende kapitler i denne bog er vores forsøg på at uddybe og konkretisere disse grundtanker som en skitse af den bæredygtige stat, der skal give det nye begreb og de nye normer for økologisk selvbegrænsning form og indhold.

Dette var kapitel 1 af Rasmus Willig og Anders Bloks bog ’Den bæredygtige stat’, udgivet på Hans Reitzels Forlag og publiceret her i Klimamonitor efter aftale.

1. oplag blev udsolgt, og 2. oplag er netop ankommet. 50 procent af bogens overskud går til Den Danske Naturfond.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Annonce

Forsiden