Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.
Spørgeskema om automatisk oplæsningEU-kommissionen peger i sin jord-til-bord strategi på kulstofbinding, som en mulig ny forretningsmodel for landbruget.
Den peger på betaling via landbrugsstøtten, men foreslår også, at der skal udstedes certifikater på kulstofbindingen, som private virksomheder kan købe for at støtte klimaindsatsen i land- og skovbruget.
CO2-certifikater lyder umiddelbart som en attraktiv ny finansieringskilde, men måske kun umiddelbart.
Uanset at landbruget står for en stor del af den samlede klimabelastning, så kan landbruget alene ikke få os i mål med 70 procentsreduktionsmålsætningen. Det er en målsætning, der kræver reduktioner i alle sektorer.
Til de stores fordel
Det er ikke det eneste problem. Salg af certifikater er reelt køb af aflad. Dette køb vil de store aktører med stor sandsynlighed være de første til at rykke på. Der er en administrationsomkostning forbundet med handel med CO2-certifikater, jo større aktør jo relativt mindre vil administrationsomkostningerne være.
Finansiering via salg af CO2-certifikater vil derfor endnu engang kunne skubbe markedet i de store aktørers favør, og der kan opstå en situation, hvor de eksisterende aktører har opkøbt de certifikater, der er, og dermed gøre det svært for nye iværksættervirksomheder at komme ind på markedet.
Erfaringer med kvoter har vist, at prisen har været sat for lavt, og der har været for mange kvoter på markedet, så der reelt ikke er blevet skabt den nødvendige reduktion. Der vil på samme måde være behov for at etablere et setup, der styrer, hvor mange certifikater, der kan sælges på jorden, og fastsættelsen af prisen bliver et spørgsmål.
Skal prisen afspejle landbrugets omkostninger ved at drive landbruget kulstofvenligt, eller er det værdien af aflad for den virksomhed, der køber certifikatet, der skal afgøre prisen?
Herudover kommer, at kulstofbinding i jord er en dynamisk indsats i den forstand, at der er mange faktorer, der påvirker effekten af tiltag, og om tiltag kan opretholdes. En betaling via landbrugsstøtten kan indbygges direkte i den årlige kontrol med arealstøtten.
Sker finansieringen via salg til tredjepart, så skal der opbygges en kontrolmekanisme, der sikrer, at de, der har købt certifikaterne, får besked, hvis der er foretaget ændringer, så grundlaget for certifikatet er bortfaldet. Risikoen kan minimeres ved at arbejde med årlige salg, men det øger den relative administrationsomkostning og sikkerheden for, om praksis opretholdes på jorden.
Der er derfor mange gode grunde til at overveje udbud af kulstofcertifikater én gang mere, inden landbruget arbejder for dette.
Vi kan med fordel i stedet omlægge EU’s landbrugsstøtte, så den som EU-kommissionen også foreslår betaler landmanden for at binde kulstof i jorden. I samme ombæring, bør benævnelsen ’EU’s landbrugsstøtte’ ændres til ’EUs betaling til landbruget for fælles samfundsgoder’.
Landbrugsstøtten bør afvikles, men budgettet bør opretholdes. Og hvorfor så det?
Et fælles gode
Kritikere vil hævde, at man frem for at opretholde et budget til landbruget skal vedtage regler for bæredygtig produktion, som landbruget skal indrette sig efter. Nøjagtigt som i andre brancher.
Men landbruget adskiller fra andre kommercielle virksomheder ved ikke kun at producere varer, men også forvalte hovedparten af det danske landskab og vores fælles ressourcer, som kommer alle til gode.
Hvis samfundet har ønsker til disse tjenesteydelser, så kan man med rimelighed bede samfundet betale for den ønskede tilstand. Og her kan kulstofbinding komme på tale. Samfundet har et fælles ønske om, at landbruget trækker CO2 ud af luften og lægger kulstoffet i jorden.
Der er ikke kun én, der ejer det kulstof, der bliver lagt i jorden. Det kommer ikke kun den forbruger til gode, der valgte at købe et produkt med en positiv kulstoflagringsprofil. Det er verdens befolkning, der ejer det kulstof, og det kommer den samlede befolkning til gode, og derfor kan vi betale for det med en fælles kasse, som vi alle betaler ind til. En kasse som den vi har i form af EU’s budget.
Andre fælles goder kan være det rene drikkevand, vandmiljø, adgang til landskabet og naturen. Alt sammen noget samfundet kan betale landmanden for at levere.
I takt med at de generelle regler for landbrug ændres, for eksempel hvis der kom et forbud mod at bruge sprøjtemidler, så vil der ikke være grundlag for at betale landmanden for at undlade at bruge sprøjtemidler. Så på sigt kan kassen til betaling for fælles goder bliver mindre og måske også forsvinde, men her og nu vil det være klogere at bruge den til at betale for kulstofbinding i jorden end, det vil være at etablere et system med handel af CO2-certifikater.
Deltag i debatten – send dit indlæg på 400-800 ord til debat.klimamonitor@pol.dk
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Skriv kommentar