0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dette er et debatindlæg.

Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten – send dit indlæg til debat.klimamonitor@pol.dk

Debat: Teknologiske fix forhindrer systematisk den nødvendige grønne omstilling

Klimaudfordringen har været offentligt anerkendt de sidste tredive år, og det samme har flere teknologiske løsninger på udfordringen. Desværre har teknologien endnu ikke levet op til håbet, og drømmen om et teknologiske fix er derfor en hindring for omstillingen, skriver Kirstine Lund Christiansen fra Klimabevægelsen i dette debatindlæg.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

I 1965 introducerede den amerikanske atomfysiker Alvin Weinberg et nyt koncept for verden: det teknologiske fix. Ifølge Weinberg var der en meget simpel og effektiv løsning på alverdens sociale og politiske problemer: lad teknologisk innovation klare ærterne.

Følger man regeringens klimapolitik i disse uger, står det klart, at Weinberg ikke levede forgæves. Socialdemokratiet har nemlig med deres nyligt offentliggjorte klimaprogram lagt regeringens strategi på klimaområdet klar.

Kort opsummeret lyder den, at det er for dyrt at handle på klimakrisen i dag. Vi skal i stedet vente på nye, bedre og billigere teknologier i fremtiden. En fremgangsmetode, Mette Frederiksen endnu engang forsvarede i sin tale til Folketingets åbning.

Særligt lader regeringen til at have forelsket sig i den kendte, men umodne teknologi CO2-fangst og –lagring. Denne teknologi, forventer regeringen, vil levere mellem 4-9 millioner ton CO2 reduktioner frem mod 2030. Dette på trods af, at Klimarådet og andre eksperter har vurderet teknologiens potentiale som væsentligt lavere.

Dermed forlader regeringen sig altså på Weinbergs teori og satser butikken på, at teknologierne løser den politiske udfordring, vi står over for med stigende temperaturer og verdenshave. Men havde Weinberg hold i sin teori? Kan de teknologiske fix løse klimakrisen?

Ser vi på historien er det korte svar nej. Klimaudfordringen har været offentligt anerkendt de sidste tredive år og det samme har flere teknologiske løsninger på udfordringen. Desværre har teknologien endnu ikke levet op til håbet. Klimakrisen er kun blevet mere akut.

Ideen om de teknologiske fix pacificerer os

Listen af potentielle teknologiske vidunderbørn i klimahistorien er lang: vedvarende energikilder, 2. generations biobrændsel, 3. generations biobrændsel, atomenergi, fusionsenergi, skifergas, CO2-fangst og –lagring, negative emissions teknologier og, måske mest bekymrende, teknologier til styring af solstråling (såkaldt solar radiation management).

Fælles for alle disse teknologier er, at de bærer på et løfte om at kunne erstatte eller kompensere for vores fortsatte afhængighed af fossile energikilder.

Desværre har alle teknologierne også det til fælles, at ingen af dem har leveret endnu.

Ringer der en klokke, Mette Frederiksen?

Ja, vi bruger mere vedvarende energi, men vi bruger endnu mere fossil energi. Ja, atomenergi er blevet mere sikkert og mindre forurenende, men den offentlige modstand lukker fortsat kraftværker.

Ja, CO2-fangst og –lagring har potentiale til at sikre CO2-reduktioner, men teknologien er, trods femten års europæisk diskussion, stadig umoden og bruges primært til at udvinde olie. Kort sagt, verdens udledninger er kun steget trods tredive år med utallige teknologiske fix.

Det er slemt nok i sig selv, at de teknologiske løsninger ikke leverer, men hvad værre er, så tyder noget på, at den evindelige snak om teknologiens mirakler pacificerer enhver form for reel klimahandling.

I to nye studier publiceret i henholdsvis Nature Climate Change og Earth System Governance viser forskere, hvordan de teknologiske fix ikke blot skuffer vores forhåbninger, men at selve løfterne om dem systematisk har forsinket effektiv politisk handling på klimaforandringerne.

Inden for klimaforskning taler man om såkaldt mitigation deterrence altså, at løftet om alternative klimaløsninger i fremtiden resulterer i, at vi afstår fra at reducere CO2-udledningerne i dag. Ringer der en klokke, Mette Frederiksen?

Håbet om teknologiske fix pacificerer os og skjuler problemets størrelse. Hvis teknologierne kommer og redder os, så kan vi ignorere det, når vores moral siger os, at vi bør handle i klimaets navn. Vi forvisser os selv om, at vi ikke behøver at igangsætte de enorme forandringer af vores samfund, som forskerne i årtier har tryglet politikerne om at påbegynde.

Den konstante introduktion af nye teknologiske fix er dermed formentlig en direkte årsag til, at vi i de sidste tredive år ikke har reageret, på den viden vi har. Vi sætter ikke alt, hvad vi har ind på at ændre vores selvmordskurs, fordi vi får at vide, at der kommer en god løsning til sommer.

Teknologiske fix kan ikke løse sociale og politiske problemer

Men selv hvis forskerne opfinder en mirakelkur i morgen, så ændrer det ikke ved, at Weinberg tog fejl: teknologiske fix kan stadig ikke løse sociale og politiske problemer.

For alle de ovenstående teknologier har også det til fælles, at det er politiske og sociale barrierer, ikke teknologiske, der forhindrer deres videre udvikling.

Med en tilstrækkelig CO2-afgift havde vedvarende energikilder erstattet flere af de fossile.

Havde der været folkelig opbakning, var atomenergi mere udbredt.

Havde de europæiske politikere i 00'erne sikret ordentlige incitamentsstrukturer og regulering, var CO2-fangst og –lagring formentlig en velkendt teknologi.

Sandheden er, at teknologier ikke kan og aldrig vil kunne løse vores politiske og sociale problemer, og klimakrisen er først og fremmest et politisk og socialt problem. Det, vi har brug for nu, er politisk mod, politisk vilje og politisk innovation.

Derfor beder jeg jer, Mette Frederiksen, Dan Jørgensen og resten af regeringen. Fortæl ikke flere historier om magiske teknologiske fix, der venter lige rundt om hjørnet. Historien viser, at det er en farlig illusion, der kun udskyder den nødvendige handling nu og her.

Deltag i debatten – send dit indlæg på 400-800 ord til debat.klimamonitor@pol.dk

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Annonce

  1. Sektionsleder til IT udvikling

    HOFOR

    Læs Mere
  2. Administrativ Projektmedarbejder til tværgående vandværksprojekter

    HOFOR

    Læs Mere
  3. Vandspecialist til byggesupport

    HOFOR

    Læs Mere
  4. Ansøgningsfrist forlænget - To faglig stærke jurister søges til udvikling af lovgivningen i elsektoren

    Energistyrelsen

    Læs Mere

Forsiden