0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dette er et debatindlæg.

Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten – send dit indlæg til debat.klimamonitor@pol.dk

Debat: Blot 8 procent af Danmarks energi kommer fra sol og vind – 100 procent ren energi kræver atomkraft

Theis Palm, formand for nystiftede Foreningen Atomkraft Ja Tak, argumenterer i dette debatidlæg for, hvorfor atomkraft passer godt til Danmarks energisystem og tilmed er den mest miljøvenlige løsning på klimakrisen.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Energistyrelsen fortæller, at 37 procent af vores energi kommer fra vedvarende energi, og danskerne tror, at vi får en meget stor del af vores energi fra vindenergi.

Problemet er, at langt det meste ’vedvarende’ energi er pseudo-kul kaldet biomasse, som udleder både CO2 og partikelforurening ved afbrænding. Virkeligheden er, at 92 procent af Danmarks energi stammer fra klimaskadelige kilder: Olie, træpiller, gas og kul. Ren sol og vindenergi udgjorde i 2019 8 procent af Danmarks energiforbrug.

Andelen af ren energi er steget med fire procentpoint siden 2009, hvor andelen var fire procent. Således vokser andelen desværre kun med 0,4 procentpoint per år. I nuværende tempo vil det derfor tage 192 år at nå 100 % ren energi.

Regeringens plan om 4 GW havvind vil, alt andet lige, blot øge andelen af ren energi til 12 procent om cirka 10 år. Landvindkapaciteten er ikke vokset de seneste to år. Vi har ikke 192 år til at redde klimaet.

VE-vildledningen hindrer en ærlig diagnose af problemet og legitimerer et økologisk uholdbart status quo. Røgsløret er nyttigt for fossilindustrien, fordi det sænker tempoet i omstillingen til rene kilder. Det blænder os for erkendelsen af, at alle rene energiteknologier, inklusive atomenergi, skal tages i brug.

Markedsføringen af vores grønne illusion i udlandet gør tilmed global skade. Reelt klima-lederskab kræver ærlighed, åbenhed og selvkritik ­– gode danske værdier, som vi har glemt i vores pseudo-grønne vildfarelse.

37. plads

Frankrig får 43 procent af sin energi fra ren og CO2-fri atomkraft, og da de byggede mest atomkraft fra 1976-1986 voksede andelen med tre procentpoint per år. I 1976 fik Frankrig fem procent af sin energi fra rene kilder, og i 1986 var andelen tordnet op på 35 procent.

Det ville tage Danmark 30 år at blive fossilfri, hvis vi byggede atomkraft i samme tempo som Frankrig fra 1976-1986. Yderligere udleder danskproduceret strøm seks gange så meget CO2 som fransk elektricitet efter 30 års dansk udbygning af vind.

Der er solid historisk evidens for, at atomkraft er en effektiv og hurtig kur mod fossilafhængighed, hvorimod vejrbaseret energi stadig er i den eksperimentelle fase. Danmark er nået længst med vind-eksperimentet, men indtil videre med relativt nedslående resultater: Vores otte procent giver os en sølle 37. plads, når man rangerer verdens lande efter andelen af ren energi i deres samlede energiforbrug.

I top 10 findes udelukkende atomkraft-lande og vandkraft-lande, såsom Frankrig og Sverige. De færreste alvorligt syge ville fravælge medicin med tydelig klinisk evidens til fordel for eksperimentel medicin. Vores feberramte planet bydes lavere standarder.

Vejrbaseret energi kræver backup og fastlåser os i fossil-afhængighed. Kraftværkerne bruges mindre, men står i kulissen og venter på vindstille dage. Efter 30 års vind-udbygning er fossilkapaciteten stadig omtrent 8000 MW, ligesom i 1990. Stabil atomkraft erstatter fossiler permanent.

Pris

Diverse ’grønne’ anti-atomkraft organisationer vil straks flytte fokus fra disse ubelejlige klimafakta og påstå, at atomkraft er for dyrt. Det er i sig selv mærkeligt, da de selvsamme organisationer siger, at økonomi ikke må trumfe klimaet. Yderligere er atomkraft ganske billigt, sammenlignet med vindenergi.

Ifølge de senest tilgængelige pris-beregninger (LCOE) fra FN’s klimapanel koster det cirka 100 amerikanske dollars at producere en megawatt-time strøm (MWh) med både atomkraft og landvind (side 541 i rapporten). Havvind koster 150 dollars og solenergi 200 dollars. I samtlige prisestimater anvender FN en rente på 10 procent.

Energistyrelsen har en prisberegner, hvor priserne på vind afspejler danske vejr – og politikforhold . Vælges en rente på to procent koster landvind 34 euro per MWh, atomkraft 43 euro per MWh og havvind 52 euro per MWh.

Under danske forhold er landvind altså en smule billigere end atomkraft, hvor havvind er en smule dyrere end atomkraft. Den mest relevante sammenligning står mellem havvind og atomkraft, da landvindudbygningen lider under massiv lokalpolitisk modstand, hvorfor en mangedobling af den nuværende landvindkapacitet synes urealistisk. Samtidig fokuserer politikerne og vindmølleindustrien på havvind. Atomkraft er billigere end havvind.

FN og Energistyrelsens LCOE-estimater er at foretrække, da de begge anvender samme rente for alle teknologier, hvorved sammenligning foregår på lige vilkår. Derudover har de også de mest rimelige antagelser om byggetid, levetid og kapacitetsfaktorer.

FN’s klimapanel noterer, på linje med de fleste energieksperter, at LCOE er et utilstrækkeligt mål til at sammenligne upålidelig vindkraft med pålidelige energikilder som atomkraft. Vindkraft medfører en række ekstraomkostninger, til backup og stabilisering af el-nettet. Vind får også en dårligere markedspris end andre energikilder, da vindmøller producerer som vinden blæser, og ikke når el-forbrugerne har mest brug for strøm.

Alt dette betyder, at vindkraftens reelle pris, kaldet System LCOE, er dobbelt så høj, i lande med mere end 40 procent vindenergi i elnettet , såsom Danmark.

En metafor kan hjælpe:

Forestil dig, at du skal vælge mobilabonnement. TeleHavvind koster 52 euro om måneden. Dækningen hos TeleHavvind svinger mellem 0 og 100 procent, og ofte er der ikke forbindelse i dagevis.

Hvis du som TeleHavvind-kunde vil have dækning 24/7, skal du tilkøbe fossil-pakken, som koster 30 euro i måneden, i alt 82 euro. TeleAtom giver dækning 100 procent af tiden til 43 euro. Hvad vælger du?

Færrest dødsfald

Modsat hvad mange tror, er atomkraft også den sikreste og mest miljøvenlige måde at lave energi på med færrest dødsfald per time strøm produceret og lavest miljøaftryk. Det astronomiske energiindhold i uran betyder, at man behøver meget lidt brændsel, landareal og råmaterialer, til at producere enorme mængder CO2-fri energi.

Højt energi-flow betyder lavt materiale-flow – man kan gøre mere med mindre masse. Derfor kræves mindre plads og udvinding af råstoffer fra naturen end ved alle andre energikilder. Vindenergi kræver 972 gange så meget land og 10 gange så mange råstoffer som atomkraft. Vi redder ikke naturen ved at grave den op og fylde den med energimaskiner. Vi redder naturen ved at lade den være i fred og bruge atomenergi.

Miljøorganisationerne svigter deres ansvar ved ikke at afsløre VE-vildledningen for danskerne. Måske fordi et nøgternt blik implicerer atomkraft, og hadet til atomkraft trumfer kærligheden til planeten?

Vi er en gruppe unge fra hele det politiske spektrum, som ønsker ærligheden tilbage i energidebatten. Derfor har vi startet Foreningen Atomkraft Ja Tak.

Vi er frigjort af historiske dogmer og ønsker kompromisløs klimahandling. Vi gør energidata tilgængelig for danskerne for at øge kvaliteten af den demokratiske samtale, om vores fælles fremtid. Vi skal lytte, når FN’s klimapanel fortæller at alle klima-værktøjer, inklusive Atomkraft, skal i brug.

Atomenergi passer fantastisk ind i det danske energisystem. Vi kan erstatte de træ-fortærende blokke på vores kraftvarmeværker med rene atomer, så har vi CO2-fri varme, og strøm nok til den omfattende elektrificering af transport og industri. Vi skal også tænke globalt og understøtte danske atomfirmaers ambitioner om at besejre klimaforandringer og energifattigdom i udviklingslandene.

Det er fint også at bygge sol og vind – det er fornuftigt ikke at ligge alle æg i én kurv. Men at bruge sol og vind som undskyldning for at udelade atomkraft fra klimadebatten, er amoralsk og antividenskabeligt hasardspil med Jordens fremtid.

Deltag i debatten – send dit indlæg på 400-800 ord til debat.mk@pol.dk

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Annonce

  1. Energistyrelsen søger specialist til tilskudsforvaltning. #Sikkerhedsforvaltning #Tilskud

    Energistyrelsen

    Læs Mere
  2. Udviklingskonsulent til HR og Udvikling

    Energistyrelsen

    Læs Mere
  3. Vil du være en del af Energistyrelsens stærke hold til analyser af fremtidens energi- og klimaløsninger på vej mod klimaneutralitet?

    Energistyrelsen

    Læs Mere
  4. Økonom til arbejdet med energiøer

    Energistyrelsen

    Læs Mere

Forsiden

Artiklen er låst – Sådan kommer du videre:
Du er her
Vil du have adgang?
NEJ
JA
Vil du tillade dataindsamling?
NEJ
JA
Køb abonnement

Som abonnent kan du tilpasse hvilken data, der indsamles.

Du kan altid trække dit samtykke tilbage.

Log ind

Læs videre på to måder:

Bliv abonnent
eller

God journalistik er ikke gratis. For at kunne læse denne artikel skal du tillade at dine data bruges til statistik og marketing.

Du kan altid trække dit samtykke tilbage.