0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Jens Dresling/Ritzau Scanpix
Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
Miljø og Klima
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Bred aftale om bæredygtigt byggeri fremrykker CO2-loft

Bred aftale i Folketinget indfører krav om livscyklusvurderinger på alt nybyggeri fra 2023 og trinvis indførelse af loft over CO2-udledninger fra 2023 til 2029. Det er fire år tidligere, end regeringen havde foreslået.

Miljø og Klima
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Det længe efterspurgte CO2-loft over nybyggeri samt krav om livscyklusvurderinger (LCA) er på vej.

Et bredt flertal i Folketinget bestående af regeringen, Venstre, Dansk Folkeparti, Enhedslisten, Radikale Venstre, SF, Det Konservative Folkeparti og Alternativet er fredag formiddag blevet enige om en aftale, »der sætter de langsigtede rammer for en ambitiøs omstilling i den danske bygge- og anlægssektor«, som det hedder i en pressemeddelelse fra Indenrigs- og Boligministeriet.

Centralt i aftalen står et nyt CO2-krav, som indføres trinvist. Fra 2023 lægges der loft over, hvor mange klimagasser nybyggeri på over 1.000 kvadratmeter må udlede, og fra 2025 udbredes loftet til nybyggeri generelt.

Samtidig sænkes loftet gradvist i 2025, i 2027 og til sidst i 2029.

(Se alle delelementer i faktaboksen.)

Fire år tidligere end i regeringens udspil

Dermed indføres loftet fire år tidligere, end regeringen havde lagt op til i sit udspil, der kom i december 2020, og som fik hårde ord med på vejen af byggeriets parter for at være for sent, hvis byggeriet skal kunne leve op til sin del af ansvaret for Danmarks mål om 70 procent CO2-reduktion i 2030.

Tidsplanen for CO2-loftet er som følger:

  • 2023: Loft på 12 kilo CO2-ækvivalenter per kvadratmeter per år for nybyggeri over 1.000 kvadratmeter. Samt loft på 8 kilo CO2-ækvivalenter per kvadratmeter per år for byggeri under den frivillige bæredygtighedsklasse.
  • 2025: Loftet på 12 kilo CO2-ækvivalenter sænkes til 10,5 kilo og udbredes til at gælde alt nybyggeri. Loftet over den frivillige bæredygtighedsklasse sænkes til 7 kilo.
  • 2027: Det generelle loft sænkes til 9 kilo CO2-ækvivalenter. Loftet over den frivillige bæredygtighedsklasse sænkes til 6 kilo.
  • 2029: Det generelle loft sænkes til 7,5 kilo CO2-ækvivalenter. Loftet over den frivillige bæredygtighedsklasse sænkes til 5 kilo.

Krav om LCA fra 2023

Et andet, længe efterspurgt værktøj er krav om livscyklusvurderinger (LCA) i forbindelse med nybyggeri, hvilket aftalen også indfører.

Fra 2023 vil der således være krav om LCA-beregninger i alt nybyggeri.

Også renoveringer og nedrivninger lægger aftalen op til at gøre mere bæredygtige, omend i mere vage termer.

»Det skal understøttes, at beslutningen om eventuelle nedrivninger eller ombygninger og renoveringer kan afspejle den rette balance mellem økonomi, kvalitet og klimabelastning på lang sigt,« hedder det under initiativet ’Helhedsvurderinger ved renoveringer’, som fortsætter:

»For at udbrede viden om sammenhængen mellem renovering og de miljømæssige omkostninger ved fx materialevalg igangsættes et udviklingsarbejde, der skal munde ud i en formidlingsindsats med fx bygningseksempler og sammenlignelige beregninger for renoveringer, der kan anvendes til inspiration og vejledning i fremtidige renoveringssager. Der iværksættes en kortlægning af årsager til nedrivning af bygninger, der fortsat har en høj byggeteknisk kvalitet.«

Mere træ?

Klimavenlige byggematerialer skal ifølge aftalen fremmes ved at skabe »større bevidsthed om byggematerialers klimapåvirkninger og indlejrede udledninger«, hedder det i aftalen.

»Det skal bl.a. ske gennem den frivillige bæredygtighedsklasse og ved at fremme øget tilgængelighed af retvisende miljødata. Derudover skal viden om muligheder for anvendelsen af træ i byggeriet udbredes samt de positive klimamæssige effekter, det kan medføre,« står der videre.

Aftalen slår desuden fast, at der skal udvikles flere præ-accepterede løsninger til bærende konstruktioner i brændbart materiale, som understøtter træbyggeri i op til fem etager – hvilket Byrummonitor i november skrev, at Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen er i gang med – og at der skal defineres generiske konstruktionsløsninger med fokus på støj for byggeri i bærende træ.

K: Mangler fokus på energieffektiviseringer

»Jeg er utrolig glad for denne aftale, fordi vi nu har skabt et ambitiøst grundlag for bæredygtigt byggeri i Danmark. Vi kommer med aftalen til at bringe byggeriet ind i en ny grøn tidsalder, hvor klimavenlige løsninger går hånd i hånd med sunde, gode og billige byggerier,« udtaler indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad Bek (S) i meddelelsen.

Også Det Konservative Folkeparti roser aftalen, som boligordfører Egil Hulgaard og klimaordfører Mona Juul i en fælles udtalelse kalder en aftale »som byggeriet kan se sig selv i, og hvor vi balancerer omkostningerne ved omstillingen, så de nye krav modsvares af lempelser andre steder«.

Partiet havde dog gerne set mere fokus på energieffektiviseringer i aftalen.

»En aftale, der gør byggeriet grønnere, men også en aftale som vi gerne havde set indeholde mere fokus på energieffektiviseringer,« udtaler de to ordførere.

Dansk Folkepartis boligordfører, Alex Ahrendtsen, fremhæver, at aftalen »kombinerer vores fælles ambitioner for bæredygtigt byggeri med stor økonomisk ansvarlighed«, mens SF’s klimaordfører, Signe Munk understreger, at bæredygtigt byggeri ikke skal være et valg »men et krav«.

Denne artikel er oprindeligt bragt af Byrummonitor.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Annonce

Forsiden